Mig og min faglige baggrund

Mig og min faglige baggrund

Jeg er født i 1976. Jeg er uddannet psykolog fra Psykologisk Institut på Århus Universitet i 2006 og autoriseret af Psykolognævnet i 2009. 

Mit udgangspunkt i mit møde med de mennesker, som opsøger mig, er altid at hjælpe det enkelte menneske til størst mulig trivsel og livskvalitet, inden for de rammer han eller hun har for sit liv. Jeg tilpasser altid terapien det enkelte menneske og de særlige problemstillinger, som vedkommende har. 

Jeg har arbejdet som psykolog siden 2006. De første 10 år har jeg været ansat i private virksomheder, hvor jeg har lavet terapi, supervision og psykologiske undersøgelser, samt forskellige konsulentopgaver. Jeg har også arbejdet som familiebehandler og været ansat som underviser på en professionshøjskole. Derudover har jeg været tilknyttet Kræftens Bekæmpelse som frivillig psykolog. Siden 2009 har jeg haft egen klinik ved siden af de andre ansættelser og fra 2017 har jeg udelukkende været selvstændig i min egen klinik.

Jeg er oprindeligt psykodynamisk skolet, men har med årene bevæget mig mere og mere i andre retninger også. I mine samtaler i dag fylder elementer fra Compassionfocused therapy (CFT), Acceptance and Commitment therapy (ACT) og mindfulness en stor del, ligesom jeg også inddrager kropsterapeutiske øvelser og interventioner.   

Gennem hele mit psykologliv har jeg løbende efteruddannet mig og været på kurser. Jeg er specialist i psykoterapi for voksne, men har taget en del kurser fra både den neuropsykologiske  og den sundhedspsykologiske specialistuddannelse også. Af længerevarende uddannelsesforløb har jeg en efteruddannelse i Kognitiv terapi og en efteruddannelse i Relationsfokuseret Parterapi fra Parterapeutisk Institut i Århus.

Jeg modtager løbende supervision af psykologer med specialistuddannelse og/eller speciallæger i psykiatri.

Du kan finde et mere detaljeret CV her (www.linkedin.com/in/lenekirkegard.dk).

 

Hvordan finder du ud af om jeg er den rette til at hjælpe dig?

At finde den rigtige psykolog, handler i min optik om både personlighed og faglighed.  

Med hensyn til personlighed, så er det vigtigt, at du finder en person, som du “kan sammen med” og som du har lyst til og er tryg ved at dele dine tanker og følelser med. Du er altid velkommen til at kontakte mig for at få en uforpligtende snak, så du kan få en fornemmelse af hvem jeg er og hvordan det vil være for dig at tale med mig, inden vi starter et egentligt forløb. 

Med hensyn til faglighed, så handler det for mig om både uddannelse og erfaring. Som du kan læse ovenfor er jeg uddannet psykolog og har efterfølgende taget en lang række kurser og efteruddannelser. Igennem årene har jeg mødt mange meget forskellige mennesker og stiftet bekendtskab med mange forskellige psykiske problematikker afledt eller udløst af vidt forskellige oplevelser og livsomstændigheder. Jeg synes efterhånden, at jeg spænder vidt i forhold til hvilke problemstillinger, jeg vil kunne hjælpe dig med. Når det er sagt, så er der altså også bestemte problematikker og problemstillinger, som jeg større erfaring med end andre – ligesom der er problemstillinger, som jeg ved, at jeg har kolleger, som vil kunne hjælpe dig bedre med end jeg kan. 

Jeg har et godt samarbejde med flere andre psykologer og jeg vil ofte kunne hjælpe dig med at finde en anden psykolog, hvis jeg ikke selv er den rette til at hjælpe dig.